Når man som selvstændig føler sig lidt som en heldig kartoffel

Nogle uger står bare ekstra klart – som et lille bevis på, hvorfor jeg elsker det, jeg laver. I denne uge har jeg følt mig privilegeret, inspireret og stolt over det arbejdsliv, jeg har skabt som selvstændig gennem de sidste 8,5 år.

Mandag: Ledelse og legacy på Kragerup Gods

Ugen startede med en inspirationsdag på det smukke Kragerup Gods. Her havde jeg fornøjelsen af at være deltager til et arrangement med selveste godsejer Regitze Dinesen, der delte indsigter om at videreføre en familiedrevet virksomhed med hjerte, værdier og strategi. Sådan en dag sætter refleksionerne i gang – både om ledelse, ejerskab og langsigtet ansvar. Jeg glæder mig til at afholde netværksmøder for ejerledere, selvstændige og virksomhedsejere i Midtsjællandsgruppen for SMVdanmark. De andre møder bliver afholdt på Bernstorff Slot og i Marselisborg Lystbådehavn.

Tirsdag + onsdag: Mødeledelse med udsigt

Herefter stod den på to dages åbent kursus i mødeledelse for Mannaz i IDA Conference Center – med walk and talks langs havnefronten. Kurset tager afsæt i min bog “Guuud, har vi møde i dag…?”, og vi arbejdede med konkrete greb til at gøre møder mere meningsfulde, effektive og involverende. Deltagerne – ledere med og uden formelt ansvar – delte erfaringer og greb med en generøsitet, der inspirerede os alle.

At mødeledelse stadig kan rykke noget helt fundamentalt i arbejdskulturen, bliver jeg bekræftet i hver gang. Det handler ikke om mere struktur for strukturens skyld – men om at skabe fremdrift og retning sammen.

Torsdag: Forandring og adfærdsdesign med udsigt til Bamses Hus

Torsdag blev jeg inviteret til at holde en to timers inspirationssession for en boligforening. Temaet var adfærdsdesign og forandringer – og hvordan man som organisation og fællesskab kan skabe små, smarte “nudges” i hverdagen, der får beboere til fx at affaldssortere, tage ansvar eller samarbejde bedre.

Sessionen blev rundet af med en walk and talk ved Burresø – forbi selveste Bamses Hus (ja, den Bamse fra Bamses Billedbog 🐻), hvilket gav hele snakken en ekstra poetisk dimension.

Fredag: Coaching på engelsk for en international profil

Dagen i dag sluttede med en én-til-én coaching i kommunikation – på engelsk – med en stærk og ambitiøs profil fra medicobranchen. Vi arbejdede med målsætning, gennemslagskraft og hvordan man tilpasser sit budskab til forskellige stakeholders.

Jeg elsker disse fokuserede sessioner, hvor vi hurtigt kan zoome ind på det, der rykker – og jeg bliver ofte rørt over folks mod og vilje til at udvikle sig, selv når det føles sårbart.

Og så det andet liv...

Ugen har også budt på træning, bestyrelsesmøde i min andelsforening, inspirerende gåtur med en sej freelance kollega fra Mannaz, yin yoga, træning, gåture med hunden i Frederiksberg Have, kundemøder – og en skøn reunion med tidligere kontorfæller fra La Oficina. Det hele føles meningsfuldt, og det er ikke en selvfølge.

Til dig, der drømmer – men tvivler

Hvis du sidder derude og overvejer at kaste håndklædet i ringen som selvstændig eller i jagten på et mere meningsfuldt arbejdsliv, så her et kærligt råd fra én, der har været der:

👉 Bliv ved.
👉 Tro på det.
👉 Evaluer løbende – og justér.
👉 Og gør det, der skræmmer dig mest.
(Dét er som regel der, du vokser mest).

Tak til alle jer, der har krydset min vej denne uge – og til dig, der læser med.

Har du brug for hjælp til at styrke dine møder, din kommunikation eller skabe adfærdsændringer i jeres organisation – så tag endelig fat i mig. Jeg skræddersyr forløb, workshops og foredrag, så det matcher jeres behov.

Hav en fortsat blændende dag 🎇
Therese