Det gode kollegaskab

Kan vi gøre det lidt rarere at være menneske sammen med andre mennesker?

Vi behøver ikke være bedste venner med vores kolleger. Men tænk, hvor meget det betyder at møde på arbejde og føle, at der er plads til os. At nogen spørger, hvordan det går, og faktisk lytter til svaret. At vi kan bede om hjælp uden at føle os besværlige og være uenige uden at blive gjort forkerte.

Jeg var for nylig til åbent hus hos IDA Conference, hvor altid inspirerende Julia Lahme satte fokus på de tendenser, der former fremtidens fællesskaber og møder. Hun talte blandt andet om den betydning, følelser, fællesskaber og meningsfulde oplevelser får for vores valg. Jeg gik derfra med en opløftende tanke: Hvis der fremover bliver mere plads til det menneskelige, så er der da noget at glæde sig til.

For mig handler det også om autenticitet. Om at kunne være sig selv, samtidig med at man giver andre plads til at være anderledes. Autenticitet er dog ikke et frikort til at sige alt, hvad der falder os ind, og bagefter trække på skuldrene med et: ”Sådan er jeg bare.” Vi har stadig et ansvar for, hvordan vi påvirker de mennesker, vi er sammen med. Måske begynder det gode kollegaskab netop dér: Når vi både tør være os selv og interesserer os for, hvordan det er at være kollega med os.

Det viser sig i de små situationer. Når vi inviterer en kollega med til frokost. Når vi spørger ind, før vi konkluderer, at nogen er sure eller ligeglade. Når vi siger tak for hjælpen i stedet for blot at registrere, at opgaven er løst. Og når vi tager en irritation op med den, det handler om, frem for at lade den få sit eget liv ved kaffemaskinen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at et smil og en god samtale kan løse urimelige arbejdsvilkår eller uklare forventninger. Ledelse og rammer har betydning. Men inden for de rammer er vi også med til at forme hinandens arbejdsdag. Spørgsmålet ”Hvad savner jeg fra mine kolleger?” kan derfor med fordel få selskab af: ”Hvad vil jeg gerne have, at mine kolleger oplever i mødet med mig?”

Netop det glæder jeg mig til at arbejde med, når jeg snart vender tilbage til IDA Conference med foredraget og workshoppen ”Det gode kollegaskab”. Et energifyldt motivationsboost på 2 timer med fokus på samarbejde, trivsel og relationer – og på det, vi hver især kan gøre for at bidrage til en bedre hverdag sammen.

For vi behøver ikke vente på fremtiden for at gøre det lidt rarere at være menneske sammen med andre mennesker. Vi kan begynde med den næste kollega, vi møder.

Tak for invitationen og billedet, IDA Conference 📷

Vil I gøre det lidt rarere at være kolleger hos jer?

Med foredraget og workshoppen ”Det gode kollegaskab” får I inspiration, fælles refleksion og konkrete greb til at styrke samarbejdet og relationerne i hverdagen. Kontakt mig, så tager vi en snak om, hvad der kunne gøre en forskel på jeres arbejdsplads.